Kontakt Info/Presse Informationsbrev 12. Sept 2005
 

Informationsbrev Odense, d. 12. september 2005

 

Region Syd's største arkitektfirma skifter navn til

Creo Arkitekter A/S

 

Det er nye visioner og store ambitioner hos ejerkredsen, som medfører, at S&I arkitekter den 12. september skifter navn til Creo Arkitekter.

 

Firmaet, der er det største arkitektfirma i regionen Fyn/Sønderjylland, har ca. 55 ansatte fordelt på hovedsædet i Odense og to kontorer i henholdsvis Sønderborg og København. Med over 50 års erfaring og et ry for altid at levere funktionelle og gennemtænkte løsninger til den aftalte tid og pris, vil Creo Arkitekter med navneskiftet skabe øget opmærksomhed om firmaets interne fokus på skaberglæde og innovative løsninger.

 

Fremover vil kunder og medarbejdere således ud over navnet møde et nyt logo og en ny let designlinje, som kommunikerer Creo Arkitekter's målsætning om altid at designe arkitektur, som giver rumlige oplevelser, optimerer trivsel og øger den daglige livskvalitet.

 

Der ligger et stort internt analysearbejde bag firmaets nye profil og fremtidige strategiske fokus. En inspirerende proces, som har synliggjort firmaets grundlæggende værdier og været fundamentet for Creo Arkitekter's mission om altid at skabe:

 

Udfordrende arkitektur, der fungerer.

 

Det er store ord, når man tager i betragtning, at Creo Arkitekter arbejder med kreative løsninger indenfor alt fra boligbyggeri, erhvervsbyggeri, undervisning/forskning, sygehusbyggeri, byplanlægning, bygherrerådgivning til revitalisering af tidligere bygningsanlæg til nye formål.

 

Derfor har Creo Arkitekter også valgt at kommunikere firmaets vision om at blive:

 

Branchens mest attraktive samarbejdspartner,

 

så kunder og medarbejdere fremover altid ved, efter hvilke mål de skal vurdere firmaets arbejde med alt fra professionel rådgivning, projektstyring til detaljeret arkitektbistand.

 

Samtidig kan vi også glæde os over, at vi har styrket vores lokale afdeling i Region Syd.

 

Pr. 1. september har Creo Arkitekter - Sønderborg overtaget aktiviteterne i Jørn Kjeld Andresen ApS. Overtagelsen videreudvikler vores bygherrekreds, samtidig med at Jørn Kjeld Andresen, der fortsætter sit virke som sagsarkitekt i Creo Arkitekter, er med til at styrke det faglige niveau i Sønderborgafdelingen.

 

I samme forbindelse vil vi gøre opmærksom på, at Creo Arkitekter både i Sønderborg og København flytter til nye lokaler.

 

Ønskes yderligere informationer om Creo Arkitekter, kontakt adm. direktør Finn Sørensen på 6611 5911, eller mød os på www.creoarkitekter.dk.

 

Med venlig hilsen

Creo Arkitekter A/S

 

Finn Sørensen

Adm. direktør


Indtast dit/dine søgeord

Creo Arkitekter A/S | Medlem af Danske Ark | creo@creoarkitekter.dk